Troens Vej Troens Vej Troens Vej Troens Vej Troens Vej Troens Vej
Troens Vej Troens Vej Troens
Den spedalske kom frem og fik Frelserens nåde.
Af Andrew Bonar
Da
kom der en spedalsk hen til Jesus; han faldt på knæ og bad ham og
sagde:" Hvis du vil, kan du gøre mig ren." Jesus ynkedes over
ham, rakte hånden ud, rørte ved ham og sagde: "Jeg vil, bliv
ren!" Og straks forlod spedalskheden ham, og han blev ren. Jesus talte
strengt til ham og sendte ham straks væk, idet han sagde til ham:
"Se til, at du ikke fortæller det til nogen; men gå hen og
blive undersøgt af præsten, og bring de ofre for din renselse, som
Moses har fastsat, som et vidnesbyrd for dem." Men manden gik ud og gav
sig til at prædike ordet vidt og bredt, så Jesus ikke længere
kunne gå åbenlyst i nogen by, men måtte blive udenfor
på øde steder. Alligevel blev folk ved med at komme til ham alle
vegne fra.
(Markus 1:40-45)
Vor
Herre spredte på denne tid sædekorn i Galilæas
kongedømme og besøgte dets byer og landsbyer. Midt i en by
på landet eller på torvet i en større stad stod Han ofte
blandt folk; den sande Visdom løftede sin stemme (Ordspr.
8:1-3) og forkyndte liv for menneskenes børn.
Ved en af disse lejligheder mødtes Han med en spedalsk; eller snarere,
det ser ud som om Han blev afbrudt af et uventet besøg af en mand helt
hvid af spedalskhed. Evangelisten Lukas (kap 5:12) taler om, at begivenheden
fandt sted i en af byerne. Hvis det var sådan, var sagen særdeles
bemærkelsesværdig; for i henhold til den ældgamle lov, som
lukkede den spedalske ude af lejren, måtte ingen i den tilstand komme ind
gennem portene til nogen by. Lige som de fire ulykkelige mænd
(2.Konge.7:3), måtte den spedalske komme op til porten, men han
måtte ikke komme ind. I det foreliggende tilfælde synes mandens
elendighed og iver at have ledt til et farefuldt eksperiment. Overbevist om
Herrens kraft til at helbrede, i længsel efter at lade det komme an
på en prøve, næsten sikker, også på grund af
rygter, der var udbredt langt omkring, om at Han var villig til at kaste sig
over et tilfælde som dette, vil manden vove dette nye - han vil komme ind
i byen med al sin spedalskhed! Han vil skynde sig frem, og før
nogensinde vrede folk har fået tid til at komme sig over forbavselsen
over at se den spedalske mands tapperhed, håber han at se sig selv
kureret og helbredt ved Jesu fødder. Der var både mod og tvivl i
hans handling. Han er lige som Ester, som vovede sig frem for kongen, 'skal jeg
dø, så lad mig dø.'
Hvilket livagtigt billede af en sjæl, hvis sande bekymring for frelsen er
vakt! Gid mange havde det sådan i vore dage! Oh at se ' Himmeriget blive
stormet.'
Mandens alvor ses endnu tydeligere i hans væremåde. Han
'knælede' for Herren, og bagefter 'faldt han ned på sit ansigt'
(Luk. 5:12), så hans attitude gav hans ord vægt. Lige som vor Mester,
da Han selv var klædt i vor spedalskhed i Getsemane Have, først
faldt på knæ for sin Fader, og så kastede sig til jorden,
efterhånden som Hans smerter øgedes.
Han 'bad' Jesus - han rettede rørende skrig mod Ham, og dette var
hovedindholdet af dem alle: 'HVIS DU VIL, KAN DU GØRE MIG REN.' Han har
nogen frygt, nogen tvivl, nogen hemmelig ængstelse for, at Herren skulle
finde grunde til at tilbageholde sin magtudøvelse; men han har stadig
stor tro. Han anser ikke, ligesom Martha, Kristi kraft som noget, der skal
bedes om fra Gud. (Joh 11:22); han tror, at kraften allerede er bosat i Kristi
person; han tror også, at kraften er så stor, at den kan
afhjælpe hans tilfælde. Og dog, det må erindres, at op til
dette tidspunkt, var der ikke forekommet noget tilfælde af helbredt
spedalskhed. Endnu Jesus havde ikke, i følge det, der er optegnet,
helbredt sådanne. Historien fortæller imidlertid om Na'aman, som blev helbredt ved et mirakel; og denne mand
tvivler ikke på, at Jesus kan udvirke dette mirakel, hvis han vil.
Brødre, hvis denne mand tænkte sådan for sig selv,
'skønt Jesus aldrig har gjort så stor en ting som at rense en
spedalsk, har Han dog gjort nok til at overbevise mig om, at Han kan, hvis Han
vil' - kan hver sjæl her helt sikkert sige endnu mere, 'hvis Jesus har
frelst sjæle så skyldige som min, så kan Han helt sikkert
frelse mig.' Der var i denne spedalskes tilfælde en ulykkelig dis over
synet på Frelserens nåde. 'Om Han har eller ikke har et hjerte, der
vil gå så langt som til at beskæftige sig med en sjæl
så uhellig, som min, ved jeg ikke' dette var mandens dvælende
mistanke. Men Herren Jesus havde så megen nåde i Sit hjerte til
syndere, at på trods af hans tvivl, tog Han straks mandens sag op. 'Han
ynkedes over ham, og rakte hånden ud.' Det er forbavsende at
høre, hvor ofte vi får at vide om vor Mesters medfølelse. I
Matthæus 15:32, ved synet af skaren; i Matthæus 20:34, da Han så de blinde mænd
forgæves rulle deres øjenæbler for at finde solen; i Lukas
7:13, da Han mødte den grædende enke fra Nain
ved byporten. Alle, som kendte Jesus, vidste og følte, at Han havde
inderlig barmhjertighed, og i dette kunne de ikke undgå at genkende
Jahves sande karakter; 'den store barmhjertighed' (Salme 51:3) var temaet for
Davids sang og håbet for Davids hjerte.
Jesus 'rakte Sin hånd ud og rørte ham. Han rørte
den spedalske. Han var ikke bange for at blive smittet; han vidste at ingen
besmittelse ville komme fra manden til Ham, men at tværtimod ville
helbredelsen gå fra Ham til manden. Kristus er kilden, der renser andre,
og den kan aldrig selv blive forurenet. Kristus kan lade Johannes læne
sig op ad Sit bryst, og kan således bibringe Johannes renhed, mens
Johannes ikke sætter et stænk på sin Mester. Skønt
Jesus rørte den spedalske, brød han ikke Moseloven derved; for
loven forbød kun enhver kontakt med den besmittede på grund af
forståelsen af, at denne kontakt ville sprede besudlelsen.
Men Kristi berøring fjernede den i stedet for at modtage smitten. Lige
som da Han spiste med toldere og syndere og alligevel ikke brød Guds
lov; for Han gjorde det for at trække dem op af dyndet.
Jesus sagde til ham, 'Jeg vil, bliv ren!' Vor Mester er lige så villig,
som Han er i stand til. Han udviser begge kvaliteter her i lige stor grad og
øjeblikkeligt. Det er med guddommelig hurtighed, Han udtrykker Sig, i
samme stil som Ham, der kunne sige, 'Lad der blive lys!' Men der
afsløres en uendelig fylde i disse simple ord; for heri ser vi hjertet
og hånden på Gud 'åbenbaret i kødet,' og finder
at Hans nådes dyb og Hans krafts omfang er lige uransagelige. 'Og
så snart Han havde talt, forlod spedalskheden ham.
Her er Guds finger igen. Hvor karakteristisk for Guddommen er ikke denne øjeblikkelige
effekt! 'Han taler, og det er gjort.' Intet er en forhindring for Herrens
vilje og kraft. Og således er det i tilgivelsen af synden, at seglet
på den Guddommelige karakter simpelthen ses på at synderen straks
tilgives fuldstændig.. En gradvis tilgivelse, eller en delvis
tilgivelse ville begge mangle tegnet på og indtrykket af en Guddommelig
oprindelse.
Så 'talte Herren strengt til ham' d.v.s.
med autoritet, med Lovgiverens tonefald - Han talte strengt til manden om hans
fremtidige opførsel- Han bød ham at
lade være med at fortælle nogen om hans helbredelse. 'Se til, at
du ikke siger det til nogen.' Nogle menneskers sjæle tager stor skade
af at fortælle andre, hvad de har oplevet. Stolthed fødes ofte af
denne vane med at tale om sig selv, og de enkelte bliver trukket bort af
personlige oplevelser. Hverken denne, eller nogen anden passage,
modsætter sig at et troende menneske fortæller, hvad Gud har gjort
for Hans sjæl, hvis han ved at gøre sådan er til velsignelse
for andre eller ærer Gud. Men denne og mange andre passager, sikrer os
imod misbrug af denne sag. I tilfældet med Jairus'
datter (Mark. 5:43), måtte forældrene ikke fortælle om
underet, sandsynligvis for at straffe Kapernaum
på grund af dens vantro, og mængdens tidligere hån. I
Forklarelsens tilfælde, måtte de tre disciple 'ikke fortælle
nogen, hvad de havde set, før Menneskesønnen var opstået fra
de døde,' fordi indtil da var tidspunktet ikke egnet til at
afsløre dette specielle under. I et andet tilfælde (Matt.16:20)
måtte disciplene ikke fortælle, at 'Jesus var Kristus,' fordi
på den tid var de uegnede til at belære andre om Ham, uvidende som
de var om Hans døds nødvendighed.
I det tilfælde, vi har foran os, er manden blevet bedt om at tie stille,
blot til han havde besøgt præsten; og dette besøg var i
overensstemmelse med Moseloven angående spedalskhed. Ved den lov, som den
står i 3. Mosebog 14:2-32, skulle præsten offentligt proklamere den
spedalskes renselse; og ved at gøre sådan i det foreliggende
tilfælde, ville et 'vidnesbyrd' blive aflagt om virkeligheden af
Kristi vidunderlige gerninger. Og så ville måden, han var blevet
renset på, blive kendt og velegnet til at henlede den rensede mands
tanker - på Frelseren. For ceremonien der blev holdt for at erklære
en ren, var at overstænke ham med blod fra en fugl dræbt
over rindende vand. Dette blod blev kastet på manden af en levende
fugl, som var blevet dyppet heri, og som var blevet sluppet løs for
at flyve i frihed. Vor Herre, elskede uden tvivl dette symbol så meget,
fordi det talte så fuldt om Ham selv som den døende og dog
den levende - Hans død og opstandelse.
Den spedalske adlød ikke ordren. Derved syndede han. Uden tvivl synes
det tilgiveligt, at et så velsignet menneske udbasunerer sin
velgørers venlighed. Mennesker kunne finde på at kalde det
undskyldelig iver. Men for megen iver på det forkerte tidspunkt kan være
reel synd. Denne mand gav ved at gøre således et falsk billede af
Kristus, ved på en måde at sige 'Herren mente ikke sin ordre
alvorligt; det var falsk beskedenhed.' Oh hvilken kritik at rette mod Hans
oprigtighed, hvis kærlighed 'ikke pralede og ikke bildte sig noget ind.'
Og desuden hindrede han ved denne fejlagtige iver Kristi offentlige arbejde,
'så Jesus ikke mere kunne gå åbenlyst ind i nogen by.'
Brødre, lad Kristi lov vejlede os, mens Kristi kærlighed tvinger
os.
Og lad os nu rette vores opmærksomhed mod to vigtige aspekter ved vor
Herre som begge illustreres af denne fortælling.
I.
Virkeligheden af Kristi sympati for vore sorger.
Der er virkelig og intens medfølelse over menneskelig elendighed i Jesu
hjerte. Den venter bare på et øjeblik til at vise sig. Den
spedalskes lidelse gav sådan en lejlighed, Hans bønfaldende
råb rører kilden, og døren flyver op. Han ruller stenen
væk fra brønden, og lad os se, hvor dybe og kølige vandene
er. Han åbner krukken med nardussalve og breder duften ud over os.
Velsignede dag, hvor denne mand undersøgte vor medfølende
Ypperstepræsts hjerte!
Hvad er der så i Kristi hjerte? Der er kærlighed til den som
trænger, og øm medlidenhed med den hjælpeløse,
sympati for den sorgfulde og inderlig barmhjertighed med den elendige. Denne
mand hastede hen til Ham ; hans medmennesker veg tilbage for hans
berøring og løb bort, da han nærmede sig. Han knæler,
falder ned på sit ansigt, bønfalder, spreder sine snehvide
hænder ud, løfter sit trætte øje, henleder
opmærksomheden på den sygdom, som har gjort hele hans krop
dårlig og udbryder i et indtrængende skrig, ' Hvis Du vil, 'kan
Du gøre mig ren'. Jeg er drevet ud på det åbne hav nu -
er der en havn for mig hos Dig? Synet og appellen bevægede Jesus. Se,
hvor Han føler for elendigheden, Han føler for tårerne fra den
ulykkelige, som ingen trøster har. Han lægger ofte øret til
fængselsdøren for at høre fangens
stønnen. Han lytter og ynkes over sukken fra
sygesengen. Han ynker inderligt den vakte sjæls sorger. Og enhver lidelse
i Sit folk mærkes af Ham. Lige nu har Jesus denne
fællesskabsfølelse, for den er stadig så sand som
nogensinde, 'Vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have
medfølelse med vore skrøbeligheder.' (Heb.4:15). Vi skulle aldrig
læse evangeliefortællingerne, brødre, uden at huske det mest
kostbare vers,' Jesus Kristus den samme, i går, i dag og til evig
tid.' (Heb.13:8). 'I går' var Han i Galilæa
og helbredte den spedalske, og du ser Hans hjerte dengang, 'I dag er Han
ved Faderens højre hånd; og du ser stadig Hans hjerte. Så om
lidt skal Han komme anden gang til dem, der venter på Ham; og du
lærer, hvad du kan vente af Ham den dag - 'den samme til evig tid.
Denne medfølelse blev kaldt frem til virksomhed - ført ud i livet
- af elendighed lagt foran Ham. Som da de lagde den lamme mand ved Hans
fødder. Som da Han i Nain så enkens
tårer. Som i Betania da Han 'så Maria
græde'. Lad os derfor lægge al vor nød og besvær
på Ham. Lad os vise vore sår frem i lægens
nærvær, 'Herre her er mit sår' og, 'Herre, her er min evige
smerte, og uhelbredelige sygdom.' Gør dette ved at tilstå din synd
ekstra detaljeret og nøjagtigt; eller ved grundigt at fortælle alt
om dine sorger. Det er på den måde, du trækker bandagen af og
viser det grufulde sår, vækker medfølelsen og trækker
Jesu' evner frem. Du indvender måske: 'Til hvilken nytte er det? Han
kender vore sorger allerede.' Sandt nok; men vor Yppperstepræst
- vor Bror - bruger så at sige menneskelige regler i denne sag.
Sådan gjorde Han også på jorden; Han udøste alt, hvad
Han følte for sin Far, og Han ønsker, at vi skal gøre det
samme.
Det er ikke fordi, Han er lang tid om at føle. Nej; Han bliver let
berørt. Den spedalskes tilstand konstateres, og Han rakte straks Sin
hånd ud. Peter begynder at synke ned i vandet, og straks rækker
Jesus Sin hånd ud. Jairus fortæller om
sorgerne i et faderhjerte; og næppe er han færdig med sin tale,
før Jesus rejser sig og går med ham. Alt dette viser, at Han har
et hjerte fuldt af blid omsorg. Han bliver faktisk meget meget lettere
rørt end os, fordi ingen synd pletter Hans følelser, eller
inddrager selviske hensyn i Hans beregninger. Hans hellige elskelige sjæl
skynder sig at lette en bedendes smerte. Nogen viser aldrig rigtig Jesus deres
sygdom - deres smerte - deres forlis. Ærgrelse eller sorg over verden
arbejder på deres ruin.
Oh, ulykkelige, som verden har bedraget, og som stolt bygger videre på
dit eget forlis, betro det hele til vor Ypperstepræst, og find at Hans
strømmende medfølelse er din kur. Oh I der lider, prøv
denne dybe medfølelse. ' Som en mor trøster sit barn,
trøster Jeg jer'. Det er sådan, at Hans egne altid er blevet
opretholdt og forfrisket. Sådan er sindelaget hos Ham, som er vor
læge.
II.
Måden Kristus heler vore sjæles sygdomme på.
Rigtige mange fortællinger i Skriften synes at være blevet sat ind
på grund af deres særlige egnethed til at illustrere åndelig
sandhed og Guds veje. Således David i Adullams
hule; og Davids samtale med Mefiboshet, som han
tilgav for Jonatans skyld; og Dronningen af Sabas
besøg hos Salomon; og Jeremias trukket op af dyndet i sit fangehul. Men
i særdeleshed kan vi sige dette om historien her foran os, hvori
sygdommen er spedalskhed, som alle er enige om er en
bemærkelsesværdig type på synd, og hvori helbrederen
er Jesus. Der er ingen tvivl om, at denne mands tilfælde var
beregnet til at lære os syndernes måde at komme til Frelseren
på for at få tilgivelse.
Idet vi husker, at spedalskhed viste syndens natur, her
repræsenteret af en synder af den mest modbydelige slags, ladet med
dødelig synd, forurenet fra hoved til fod. Følelser og tanker, ord
og gerninger, har alle været onde, og kun onde. Dernæst er den
store synder vist her, berørt af sin tilstand, vakt til dyb bekymring
over den. Naturen vækker bekymring i den syge for at blive kureret, og
leder ham til en læge; og Helligånden vækker bekymring i
synderen, og gør hans glæde til sorg, indtil han har fundet et
middel, som viser ham, hvor han skal gå hen og åbner hans hjerte
for at modtage Frelseren, som afsløres for ham. Her er nu sådan et
menneskes besvær med at søge efter Frelseren; her er vist
sådan et menneskes undersøgelse, når han er kommet så
langt som til at føle, at han skal finde en frelser eller gå
fortabt. Her er det menneskes tilfælde fremvist for os i de
ængstelige øjeblikke han tilbringer, før skællene for
evigt falder fra hans øjne, og fylden af den tilgivende Guds nåde
opdages.
Manden kommer til ingen anden en Herren Jesus. Og hvad var garantien,
der opmuntrede ham til at komme? Garantien lå i Herren selv, i
hvad han havde hørt om Hans gerninger, og i hvad han vidste om Hans karakter.
Og sådan er vores garanti for at komme som syndere, som ugudelige, som
fortabte, som uretfærdige, som urene, som håbløst onde, til
Herren vor Retfærdighed. Vi finder intet i vore hjerter eller
livsførelse, der kan garantere et eneste håb, men vi hører
om Herren, at 'de der kendte Hans navn, troede på Ham.' Vi hører,
at der er frimodighed at finde 'i Jesu blod., og ved det faktum at Han
selv også er 'Den store Præst over Guds hus' - og derfor
lægger Hans gerning og Hans levende Person en tilstrækkelig garanti
i vore hænder for, at vi frimodigt kan nærme os.
Denne garanti gælder, selv holdt af en rystende hånd - Kristi
gerning og person, set selv af et svagt øje - Blodet og
Ypperstepræsten, alene troet tilmed af et frygtsomt hjerte, bringer os ind
i Herrens nærvær, og inden for rækkevidde af det gyldne
scepter. Den spedalskes hjerte havde stadig en mistanke dvælende i sig, 'hvis
du vil', men samtidig havde det tillid til Ham, da det kendte Hans sind.
Han troede, at kilden var bred og dyb; og nærmere sig og så
lærte Herren ham til hans velsignede overraskelse; at ikke alene var den
bred og fuld, men fuld til randen. Jesus skyndte sig at sige, 'Jeg vil,
bliv ren,' fik manden helt hen til randen af kilden og vaskede ham med dens
vande.
Nogle gange tror vi, at Jesus er villig til at tilgive og frelse, men vi er
ikke sikre på , at Han er villig til at gå så langt som til
at frelse os. For den dvælende mistanke i sådanne tilfælde
er, at der er en uværdighed ved os, som med al sandsynlighed vil
frastøde Ham. Men det er en fejlopfattelse, en stor misforståelse
af Kristi grunde til at frelse nogen. Hans nåde bliver fordrejet
af sådan en tanke; og så vi, hvordan Han tilgiver alene af
grunde i Sig selv, ikke for nogen grunde i os, ville vi blive fri for den
forhindring. Her fjerner Jesus selve frygten; for så stor er Hans
nåde, at selv tvivl på Ham fejes bort af den.
Heller
ikke skal nogen pris betales for nåden, der som i den spedalskes
tilfælde var helt gratis. Han kom for at få; han tænkte ikke
en eneste gang på at give en gave under nogen form. Det var velkendt, at
Jesus gjorde alle disse undere uden lokkemidler fra modtagerne. Manden
følte, mens han gik frem at, 'Han giver, og jeg trænger til at
få '. Og sådan var det, Kristus gav, og den spedalske modtog - ikke
et ord om betingelser, ikke et ord selv om pligt, indtil sagen var afsluttet.
Og sådan er det med syndsforladelse. Synderen, der kommer,
appellerer til Kristus - hans simple tillid til nåde i Ham - besvares med
en øjeblikkelig overdragelse af tilgivelse. Herren skal ikke
gå hen og hente gaven, ej heller skal han befale ansøgeren at
gå og komme igen; eller gå og udholde mange dage i tålmodigt
håb. Nåden er i Kristus, der med det samme siger, 'Jeg vil.' Men måske
indvender du, 'Men der er noget, der ligner en pris, for vi skal tro
på Ham?' Men er det en pris? Var den spedalskes komme en pris? Faktisk er
troen sjælens tillid til , at den kan frelses uden en pris.
Du kan sige, at du ofte har prøvet at komme til Kristus, og du ofte har
bedt. Godt, men al den tid har du måske aldrig søgt Hans hjerte.
Du har måske tænkt på 'Du kan' men meget lidt på
'Jeg vil.' Du er stadig fremmed for glæden ved at tro på
Hans øjeblikkelige parathed, og Hans øjeblikkelige kraft. Du har
ikke været klar over, at i stedet for at bringe en pris til Ham - f. eks.
ophidsede følelser, bitter anger, ydmygelse - har Han for Sin del hele
tiden været parat til at vise nåde øjeblikkelig, så
snart det kunne gøres på en måde ærværdig for
Ham Selv, - det vil sige, at du var tilfreds med at modtage den uden en eneste
kvalifikation hos dig i det hele taget.
Brødre,
hvem af jer er den spedalske i dag? Nu har menneskets frygt ingen indflydelse
på at holde dig tilbage; du kunne se en hel by i øjnene i din
søgen efter en kur. Men du har stadig noget utilfredsstillet tvivl.
Denne tvivl er ikke til Kristi ære og ikke nogen velsignelse for dig
selv. Helligånden fjerner det hele, når den for at frelse
afslører Kristus for hvilken som helst sjæl. En bedre kendt
Frelser ville tilfredsstille den. Skønt intet tilfælde så
slemt, eller i det mindste så specielt som dit , nogensinde er forekommet
før, kan Han dog nå det med Sin hellige kunnen. Synderen der tror
'du kan' kunne sikkert se lidt længere og se, at der også er
skrevet, 'Jeg vil' på Hans hjerte.
Overvåg Hans person. Se præstens kjole, præstens bælte,
præstens hue, præstens brystplade med dens række af navne,
som hver af dem fortæller om et menneske i Israel, til hvem Prinsen og
Frelseren gav anger og tilgivelse. Se Hans håndflader, på hvilke
navnene Rahab og Manasse og
på tusinde, og atter tusinde rensede og herliggjorte spedalske er
indskrevet.
Til sådan en Frelser kan du gå: gå selv med tvivl, for du kan
gå hen og skjule den i Hans gennemstungne side,
som Thomas gjorde. Bær din tvivl, som former så stor en del af din
elendighed, til denne medfølende Frelser. 'Han kan og Han vil,'
lad det være sin sang mens du løber dit løb med dit
øje fast rettet mod Hans person.
oversat efter Andrew Bonar: 'The Leper Drawing Forth the Saviours Grace.'