I denne salme finder vi salmisten stående ved det gyldne alter med sin harpe i hånden, mens han genkalder sig alle sine nådegaver. Denne salme lærer os tilbedelse. Tilbedelse er ikke taksigelse; det er stille undren. Jeg så engang et slående eksempel på dette hos en syg, der sagde til mig, 'jeg fik sådan et indblik i Herren Jesus - Hans vidunderlige Person- Hans fuldførte gerning- at jeg til sidst blev tvunget til at at stoppe med at takke, og bare se, se , se!' Tilbedelse formes i os af Helligånden, og det er meget saliggørende, når Han giver os sådanne øjeblikke af Nærhed. Når vi ser på Ham på sådanne tidspunkter, kan vi ikke sige "pris Herren, min sjæl!", vi kan kun stirre og undres. Lovsang er lidt længere nede af Pisga. Tilbedelse er højere, nær himlen over os. Den er mere end apostolisk, den er engleagtig; for englene siger 'Ære være Ham, der sidder på tronen'. Det er, hvad en sjæl føler under Guds hjemsøgende hånd, til hvem Gud har givet stor helliggørelse. 'Lovet være Herrens navn. Han giver og han tager.' Det er tilbedelse.
Denne salme er en opfording til at prise 'Hans hellige navn'. Hans 'velgerninger' kommer senere. Hans hellige navn er kilden; Hans velgerninger, strømmene fra Libanon. Vi bliver opfordret til at prise Ham fordi
I. Han tilgiver alle vore synder. - Vort første bekendtskab med Gud er, når Han tilgiver os. Manasse - den forfærdelige synder - den mand, der lænede sig over helvede - som talte med djævelen og ikke ville tale med Gud - den mand blev bragt til at kende Gud, og da Han havde tilgivet ham, 'så erkendte Manasse, at Herren er Gud.' Hvad vi behøver, er en Gud der kan fjerne vore synder. 'Al din skyld'. Han efterlader ikke en eneste synd i samvittigheden; blodet som renser fra én synd, renser fra alle. For vore synder er lænket sammen, i én stor modbydelig kæde rundt om vor sjæl, og Gud tager fat i det første led, og kaster så hele kæden i 'havets dyb.' Vi behøver ikke at undre os over, at salmisten skriver dette først: 'som tilgiver al din skyld'. Når vi i dag ser op på Herren Jesus siger vi så ikke, 'i Ham har vi forløsningen (ved Hans blod)*, syndernes forladelse' (i overensstemmelse med Hans nådes rigdom)*?
II. Han helbreder alle vore sygdomme. - Dette kan referere både til kropslig som åndelig helbredelse. I forbindelse med det kan jeg lide at tænke på den lamme mand, som af sine fire venner blev bragt til Jesus, og Jesus så på ham og sagde, 'dine synder er tilgivet dig'. Så nogle få minutter senere 'rejs dig, tag din seng og gå hjem'. Når Gud tager synden væk, glemmer Han ikke vort kropslige besvær. Han helbreder os måske ikke helt, men han tager brodden ud af sygdommen. Han har givet os en pude til vort smertende hoved ved at tilgive os, og Han hvisker ind i vore øren: Jeg tugter dig, for at du kan arve Min Hellighed, dette er ilden, som skal smelte urenheden bort. Efter tilgivelsen helbreder Han sjælens sygdomme. 'Synden skal ikke være herre over jer'. Det er ved gentagen brug af det tilgivende blod, dag efter dag, at vi døder forkrænkeligheden, lige som det er ved blodet, at vi slukker djævelens brændende pile, Når de rammer blodet, slukkes de. Lige som det er 'al din skyld', er det også 'alle dine sygdomme.' Der er ingen forkrænkelighed, Han ikke vil give dig sejr over.
III: Han udfrier dit liv fra graven. - Vi er 'bevaret af Guds mægtige magt' Hver dag undslipper vi farer, vi ikke er klar over. Der er en smuk antydning i Jeremias 2:6, hvor Gud siger til Israel, at Han passede på det, da det rejste gennem ørkenen' et land med ødemarker og afgrunde.' Israel gik på kanten af disse afgrunde, da Skysøjlen ledte dem frem - et billede på hvordan vi bliver ledt. Hvordan skal vi dog prise Ham for Hans udfrielse! Men hvis vi så de snarer, Satan lagde for os åndeligt, hvordan ville vi så ikke beundre Herren, som gør os i stand til at undslippe dem alle! Hvor ofte prøver djævelen ikke at gøre os uagtsomme, eller giver os falsk fred, men Gud våger over os, og Han frelser vort åndelige liv fra disse åndelige skader.
IV. Han kroner dig med godhed og barmhjertighed. - Forsynets gaver hele vejen vi rejser, sætter en krone af milde nådegaver og barmhjertighed rundt om vore hoveder. Vi bærer den og ved måske ikke, at vi gør det. Se hvor du trøstes i din skæbne. Tænk på de åndelige nådegaver i dit liv. 'Pris Herren, min sjæl!' Mætter Han ikke din mund med gode ting? Når du er ved at falde fra, styrker Herren din sjæl. Han har opfyldt sit løfte om at 'de der venter på Herren, får nye kræfter,' og jorden så meget lille ud, da du fløj op på ørnevinger. 'Glem ikke alle Hans velgerninger'. Der er megen vantro impliceret i at glemme. Tro har en god hukommelse. Vantro glemmer. Lad os bede Herren om at lade os huske alle Hans velgerninger, så vi kan fastholde vore sind på Hans nåde, til trods for alt, der kan ske for os. ' Pris Herren, min sjæl, og glem ikke hans velgerninger!

* Mangler i den danske Bibel (Kol. 1:14)