Det er ofte bedst for os ikke at forsøge at definere troen og dens handlinger, men at vise hvordan sjælen, der er blevet vakt og søger et hvilested, roligt bliver ledt af Ånden til at møde Kristus, i hvem den finder alt det, den ønsker uden anstrengelse. Lad os prøve denne plan for at illustrere troens handlinger.
Vi går tilbage til Kristi tid og opsøger Efesos, hvor apostlen Johannes menes at have levet sine sidste år. Vi finder hans bolig; og den gamle discipel taler beredvilligt om vor fælles tro. Og sommetider går han (som gamle mænd er tilbøjelige til) tilbage til sine ungdomsdage. Han er nu i sit halvfemsindstyvende år; men hvor friske og levende er ikke de tidligere scener fra hans liv, som kaldes frem i erindringen! Vi beder ham om at fortælle os, hvordan han blev ledt til at " modtage og hvile" i Kristus, og her er hans fortælling:
"Jeg var den yngste af de tolv, ved I, kun i mit fireogtyvende år, da jeg først så Ham. Jeg havde for en tid været urolig, for jeg vidste, at jeg var en synder, og en synder der ikke var tilgivet. Mine to venner Peter og Andreas var i en sindstilstand, der lignede min egen meget, og da rygterne om Døberens prædikener, og hvordan han til stadighed pegede fremad mod en Frelser, der skulle fremkomme, nåede os, talte vi alvorligt om sagen, og langt om længe besluttede vi os til at gå til Jordans bredder og høre ham selv. Derfor, efter at have efterladt både og net i min far Zebedæus og min bror Jakobs varetægt og lovet at komme tilbage med en nøjagtig rapport, fandt vi vej til stedet, hvor den store prædiker stod midt i en enorm mængde af højtidelige tilhørere fra alle dele af landet. Han var (som I ved) den sidste af de gode gamle nazaræere, og velsignelsen, som hørte til en sand nazaræers kropslige fremtoning, hvilede over ham. Han var 'renere end sne, hvidere end mælk, rødere end selv koraller' og hans 'skikkelse var som en safir'. En yngling på tredive, derfor vidunderlig tiltalende, hans stemme ringede i klare toner hans budskab ud, mens han erklærede at han selv ikke var mere end en budbringer for den kommende Messias, en stemme der råbte, 'Ban Herrens vej, 'men åh, hvor han glædede sig til at vidne om den Frelser som 'lys for en mørk verden! 'Faderens enbårne', og til at skulle udråbe Ham , som kom fra Faderens favn.
"Mægtigere end jeg!" ville han sige. 'Han har sin kasteskovl i hånden for at rydde sin tærskeplads og feje avnerne ind i ilden, der aldrig slukkes. Han har øksen, og Han skal hugge hvert træ om, som ikke bærer god frugt og kaste det i ilden. Men langt mere. Jeg døber jer kun med vand, kun et symbol på rensningen fra skyld, men Han skal i sandhed rense og døbe med Helligånden, for Helligånden var til Hans tjeneste, lige som Jordans vande er til min, når jeg hælder dem på synderen, der tilstår sine overtrædelser. Åh, og jeg er ikke værdig til at løse hans skorem!'
Nu var Peter, Andreas og jeg selv, blandt dem som gik frem for at blive døbt af ham, og da han døbte os, var han omhyggelig med at minde os om at, 'min dåb vasker ikke jeres synder væk, men sender jer til Den Mægtigere, som er nær!
Vi tre talte tit sammen om Den Mægtige efter dette .Nogle gange ,for os selv ved flodbredden, overskygget af dens frodige træer, læste vi Salme 51, og længtes efter den sande isop, som skulle rense os og gøre os hvidere end sne. En dag, efter præsterne og levitterne fra Jerusalem havde været på besøg, så vi en der gik frem mod Johannes med en ubeskrivelig ydmyghed og sagtmodighed og en stille ro. Den store prædiker stod stille et øjeblik, oplod så sin røst og udbrød med begejstret glæde: SE, DÉR ER GUDS LAM, SOM BÆRER VERDENS SYNDER.' Alle blev fyldt med ærefrygt; Andreas, Peter og jeg blev fyldt med en mærkelig forventning. Er det Ham, som var ført frem i hvert lam, som blev ofret til gud gennem hundreder og hundreder af år? Er det det store Påskelam? Er det ham som Esajas talte om, 'som et lam, der føres til slagtning?' Er dette i sandhed det virkelige sonoffer, Guds Lam?
Ih, hvor vi talte om den eftermiddags forkyndelse! Og næste dag, da Andreas og jeg lige var ved at stille nogle spørgsmål til Johannes, kom Jesus tæt på os, og Johannes fik med det samme samlet vore tanker om Ham ved at sige "SE, DÉR ER GUDS LAM!" I det øjeblik fandt jeg, at jeg ikke tænkte på andet end dette 'Guds Lam'. Jeg fandt, at jeg uden nogen anstrengelse lagde min skyld på Ham. Ja, jeg lagde min sjæl på Ham, min skyldige sjæl; lige som jeg så ofte havde set den, der ofrede i Jerusalem lægge sin hånd på offeret. Dette Guds Lam fyldte hele mit væsen! Hvad mere kunne jeg begære for min fuldstændige frelse fra skyld end denne mægtige Frelser, som således stod foran mig for at acceptere mig.
Andreas blev tiltrukket af Ham lige som jeg blev, og da Han var gået et lille stykke fra os, ønskede vi begge, at følge Ham til hvor Han boede. Det gjorde vi, og han bød os på det hjerteligste velkommen. Sikke en aften vi tilbragte under Hans tag! Vi tænkte ikke på noget andet end Ham; og jeg i hvert fald, havde ikke tid til at tænke på min egen uværdighed, for Han bad mig læne mig op af sit bryst, og tiden gik for mig med beundring og tilbedelse.
" Lige siden den velsignede tid har jeg fortsat min vej, levet livet i troen på Guds Søn. Det er næsten halvfjerds år siden nu (for jeg er i mit halvfemsindstyvende år); men hvad enten det var i Galilæa eller i Jerusalem, hvad enten det var i eksil eller stille i Efesos, har " Guds Lam" været alt for mig. Alt for ofte har jeg svigtet Ham, eller kun fulgt Ham svagt; men det er altid til Ham og til Ham alene, jeg vender tilbage for at få hvile og glæde. Jeg har aldrig behøvet at få noget nyt, noget mere tilfredsstillende for min sjæl end "Guds Lam", og jeg forventer at at "holde urokkeligt fast indtil det sidste." Jeg kan lide at fortælle jer disse ting, så I må have samme glæde og samme fællesskab.
For et par år siden, mens jeg var i eksil på Patmos, havde jeg en periode med de mest vidunderlige syner. Himlens dør blev åbnet for mig, og intet glædede mig så meget som at se 'Lammet' på tronen! og høre de titusind gange titusind og tusinde gange tusinde alle synge med høj røst 'Lammet, det slagtede er værdigt!' Igen og igen så jeg Ham, og jeg vidste, at det var den samme, som jeg først havde set på Jordans bredder, nu ophøjet for hele verdens øjne, som det store Forsonende Offer, accepteret af Faderen. Og da jeg fulgte englen, som viste mig disse ting, gennem det ny Jerusalems gader af guld, så jeg, at det var Ham, 'Guds Lam', som ved sit nærvær, gjorde det til et stort tempel, og Selv var Lyset, der gjorde den by og tempel til den mest herlige egn af Himlenes Himle. Det var hele tiden på Ham, som 'Lammet der borttager verdens synd,' mit øje hvilede. Jeg behøver Ham til enden: for jeg skal ikke glemme at fortælle jer, at jeg stadig fandt synd, som boede i mit hjerte. Selv efter alt det jeg havde være så priviligeret at se, levede letsindighedens rod og synden stadig i mig. For, da jeg så på den engel, der så venligt havde ledt mig gennem disse scener, fjernede jeg blikket fra min Herre og Frelser og faldt ned for at tilbede den lysende tjenende ånd. Nej, endnu mere, skønt jeg venligt var blevet irettesat og advaret, drejede mit svage hjerte mig igen væk og gentog den samme dårskab. Så jeg behøver lige til det sidste at lægge min sjæl med alle dens synder på 'Lammet' dag efter dag, og når jeg ser Ham fyldes jeg med glæde og fred."
Kristne venner, dette er et eksempel på simpel tro, tro, fuldstændig opslugt af Herren Jesus, som kaster selvet og alle dets følelser fra sig, som tænker dybt over og stiller spørgsmål til Personen Kristus og Hans arbejde og intet andet. Et fuldt syn af Lammet fylder troens sejl. Det er i sandhed lige som i Lukas 24:32, vore hjerter brænder i os, når han taler til os på vejen og åbner Skrifterne for os. Og hvis kristne venner, I nu skulle spørge, " Hvad er stor tro, og hvad er lille tro?" er svaret lige ved hånden. Synderen, som ser lidt i Kristus, er manden til hvem vi må sige " Oh, du lidet troende", hvorimod synderen fuldt bevidst om sin fuldkomne værdiløshed, ser noget i det mindste af storheden og nåden og herligheden i Frelserens Person og arbejde og kan næppe dreje sig væk fra synet, det er et menneske, som har stor tro. For dette menneske ser store, meget store grunde til at nære de største forhåbninger. For officeren, hvis tro Jesus undrede sig over, var simpelthen en mand, der havde fået dyb indsigt i Kristus, som én der var så mægtig til at frelse, at et ord var nok. "For han talte, og det skete" (Salme 33:9) Oh gid at alle ville opdage Frelserens uudgrundelige kærlighed, og Hans frelsende blods uendelige magt!
Denne tro forener os med Ham, på hvem vi tror. En gammel salme synger om det i disse linier, idet den beskriver den forenende kraft som at "tro PÅ Kristus"