Hvad der giver vished

(Dette var oprindeligt en prædiken holdt i Ferryden under vækkelsen i slutningen af 1859. Det var meningen, den skulle gøre nytte ved at afhjælpe nogle ængstelige sjæles rådvildhed; og dette gav anledning til ønsket om dens offentliggørelse. (Denne tale blev offentliggjort af Messrs. Chas. Glass og Co., Glasgow). Det er meget interessant at bemærke, hvordan åndelige instinkter videregivet til den nyfødte sjæl af Helligånden, søger efter sandheden, i sådanne vækkelsetider. En dag fandt vi i en fiskers hus to kvinder, som sad sammen med Assembly’s "Shorter Catechism" i hænderne. De talte om spørgsmål vedrørende 'retfærdiggørelsen' og 'antagelsen' og sammenlignede dem med nogle af 'de goder der ledsager eller flyder fra dem', nemlig 'vished om Guds kærlighed, samvittighedens fred og glæde i Helligånden.' De var selv lykkelige i den stille vished om Guds kærlighed; men en nabo havde i nogen grad forvirret dem ved at insistere på, at de ikke havde nogen ret til vished, indtil de kunne pege på helliggørelsen ,som skulle vise sig for dem i deres efter-liv. På den anden side kunne disse to sjæle ikke se, at de skulle vente til da, for hvis de var blevet 'retfærdiggjort' og havde ret 'til alle Guds børns privilegier', kunne de med det samme have 'vished om Guds kærlighed'. Denne episode falder i tråd med den følgende tale.)

Mange er de mennesker, som har misundt Esajas, til hvem budbringeren fra tronen personligt sagde, 'Din skyld er fjernet og din synd er sonet' (Es. 6:7). De er tilbøjelige til at sige, 'Oh, gid vi hørte det samme.' Mange er de mennesker, som har misundt Daniel, til hvem Herren sagde, 'læg dig til hvile og stå op til din lod ved dagenes ende!' (Dan. 12:13). Således var Daniel sikker på fremtiden; for ham var det at hvile i døden, og en lod, eller del ( Jos.15:1; 16:1), i de helliges arv om morgenen ved de retfærdiges opstandelse. Og således har disse mennesker også ønsket, at de havde haft det lige som manden, til hvem Jesus direkte og personligt sagde, 'Søn, dine synder tilgives dig.'(Mark. 2:5) og som kvinden i Simons hus, hvis ører hørte den velsignede forkyndelse, 'Dine synder er tilgivet' (Luk. 7:48); eller som røverens 'I dag skal du være med Mig i Paradis’ (Luk 23:43). Disse syndere var alle personligt overbevist om tilgivelse og accept, og vi er tilbøjelige til at tænke, at det ville være højdepunktet af lykke for os som dem at få en forkyndelse af vores personlige tilgivelse til at lyde i vore ører.
Men før vi er færdige med vores emne, vil vi være i stand til at se (hvis Herren, Ånden, leder os ind i sandheden, som er i Ordet) at trods alt, kan vi være lige så sikre og overbeviste om vores tilgivelse og accept som nogen eller alle disse - så sikre som Esajas, Daniel, den lamme mand, synderinden, den døende røver og, lad os tilføje, så sikker som Paulus var på, at Clemens og andre medarbejdere havde deres navne i Livets Bog. (Fil 4:3). Nej, vi kunne måske endda opdage at vores vished, med al respekt, er større end deres var, idet den er funderet på noget meget bedre end én enkelt forkyndelse, som i tidens løb kunne miste meget af sin tydelighed og kraft.
Åh, hvor velsignet er det ikke at være i stand til at pege mod Himmelen og sige, 'Den er min!' - at pege på tronen og sige, 'Han, som sidder der, er min’ - at se tilbage og finde dit navn i Den Evige Kærligheds Bog! - at se frem til åbningen af Livets Bog og vide at dit navn er i den! - at være i stand til at se frem til opstandelsen og synge

'Jeg ved jeg kan være sikker hos Ham,
beskyttet af Hans magt
hvad jeg har overgivet i Hans varetægt
Til afgørelsens time

Så vil Han vedkende Sig Sin tjeners navn
foran sin Faders ansigt,
og udpege en plads til min sjæl
i Det Ny Jerusalem.'

Vi begynder med at notere os, at der oftere er talt om end søgt efter vished. Mange siges at have et svagt ønske om den, men søger alligevel ikke efter den. Ikke få af vore altergængere, kloge mænd med gode færdigheder, mænd af stor kristen overbevisning er ret tilbøjelige til at undgå spørgsmålet, er du sikker på din frelse? De er tilfredse med at forsætte i usikkerhed. Nogle af disse afviser endda ideen om at have fuld vished med foragt, idet de stempler den som indbildskhed. De tager helt fejl af betydningen af indbildskhed, som er at gøre krav på noget, vi ikke er blevet opfordret til og ikke har ret til at tage. De ser ikke, at der ikke kan være nogen indbildskhed i at tage lige meget hvad, Gud har opfordret os til at modtage; og at hvis vi på den anden side afslår at tage, hvad vor Gud giver os, tilriver vi os selv en ret til at dømme om rimeligheden af og visdommen i Hans færd. Sådanne personer ser ikke med den rette alvor på frelsen og Guds nåde. De tager tingene let. De indrømmer, at de kan dø i dag eller i morgen, og at de ikke ved med sikkerhed, hvad der skal ske med dem, og dog gør de sig ingen anstrengelser for at forsikre sig om det. De indrømmer, at Guds nåde er sjælens sande arv, men at de endnu ikke kan tale om, at det er deres glæde, og dog går de koldblodigt videre dag efter dag uden ivrige undersøgelser af det.
Der er andre, som på grund af en forkert religiøs opdragelse lever videre i en slags tvivl og frygt, idet de hylder ideen om, at deres tvivl og frygt er gavnlige hindringer mod stolthed, og at de i det hele taget er så sikre i håbet om, at alt er i orden, som de ville være, hvis de havde forvisning. Almindeligvis finder vi, at disse mennesker er vildledt af forskellige forvirrende ting. De citerer 'Lykkelig det menneske, der lever i ærefrygt' (Ordsprg. 28:14) for dig, idet de ikke opfatter ,at frygten der, er 'frygten for Herren', i hvilken der er fuld tryghed (Ordsprg.14:26). Og måske citerer de nogle gudfrygtige mænds ulykkelige erfaringer, mænd, som døde uden at sige noget om deres vished - uden at vide at disse gudfrygtige mænd længtes efter sikkerhed og anså den for så attråværdig, at bare deres bedømmelse af dens kostbarhed fik dem til nidkært at indrømme, at de selv aldrig havde haft del deri.
Men sandheden er i mange tilfælde, at disse mennesker er ligeglade med det tætte fællesskab med Gud, til hvilken Visheden leder sjælen. De ønsker ikke at sole sig i strålerne af guddommelig kærlighed. De ønsker blot endelig at være sikre. Men hvis du vil se hvor fuldstændig forskellig effekten for de urene, der blot håber, er fra vished om guddommelig nåde, så læs disse to passager: Femte Mosebog 29:19 og Johannes 1. Brev 3:3. I det første tilfælde siger synderen: ’Mig skal det gå godt, selvom jeg vandrer i mit hjertes forstokkethed.' og den sidste siger, ’ Enhver, som har håb til Ham, renser sig selv, ligesom Han er ren.’(1)
Lad os så endnu engang være opmærksomme på, at i Det Nye Testamente får vi ikke nogen opfordringer til tvivl og usikkerhed. De troende bliver hele tiden omtalt der, som værende glade for at kende Frelseren som deres. Uden tvivl var der i de dage nogle troende, som ikke var fuldt forvissede, men disse var ikke beregnet til at være noget eksempel for os, nu hvor Retfærdighedens Sol så herligt er stået op, og følgelig tager vi ikke notits af deres tilfælde. På den anden side møder vi hele tiden ord som disse talt på vegne af alle disciple: ' Vi ved nemlig, at hvis det telt, som er vores hus på jorden, brydes ned, så har vi en bygning fra Gud' (2.Kor 5:1). 'Vi ved, at vi er gået fra døden over til livet. 'Vi ved, at vi er af Gud' (1. Joh. 3:14 og 5:19). 'Jeg ved, hvem jeg tror på’. (2 Tim 1:12).(2)
Men det er tid til at tale om, hvad der giver vished. Naturligvis forstår vi, at denne velsignelse lige som de andre af frelsens velsignelser, hver eneste en, er en fri gave fra en almægtig Gud. Det er 'Håbets Gud', som giver den 'ved Helligåndens kraft' ( Rom 15:13). Men det, vi undersøger nu, er på hvilken måde behager det Ham at give den til sjæle? Alle er enige om, at Kristi person og gerning leverer materialerne og grundlaget for en synders antagelse, fred, vished. Esajas siger i 32:17 'at retfærdighed skaber fred, retfærdighed bringer ro og tryghed til evig tid'. Men der er en forskel på meninger og praksis, når det drejer sig om den måde, disse store materialer bliver brugt på. Vi begynder med først at tale om, hvad vi kan kalde
DEN INDIREKTE ELLER LANGE VEJ,
De, der prøver denne vej sætter sig for at blive sikre på, hvem de er. De søger at blive sikre på, at de har kendetegnene og beviserne på, at de er nye skabninger i Kristus, eller at de i det mindste, uden tvivl, har troet på Ham. Hellige har været tilbøjelige til at kalde denne måde ‘sansernes vished’, fordi den i personen peger på mærkbare beviser på hans ny natur, og tror, at han en eller anden gang vil være i stand til at fremvise sådan en oplevelse af guddommelige ting, at det bliver hævet over enhver tvivl, at han har troet og fundet Kristus. Det er imidlertid helt forkert at anvende den bibelske term Håbets vished på denne erfaringsmæssige type af sikkerhed; for Skriften mener den sikre tro og forventning om ting, som endnu er fremtidige med det udtryk. Vi kan for klarheds skyld kalde det vished opnået ved at se skabte resultater. Gejstlige beskriver det ofte som Vished som stammer fra sjælens selvbeskuende handlinger
(a) En form, som denne jagt på visheden tager ad den lange eller indirekte vej, er denne, - den leder personen til at lægge megen vægt på sin egen trosakt. I dette tilfælde, hvor personen er meget bekymret over sin status over for Gud, og bange for at tage fejl af sagen, siger han til sig selv: 'Jeg ved, at al vished om min frelse afhænger af min tro på Kristus, og jeg tror, at jeg tror, men hvad hvis jeg bedrager mig selv, hvad angår den tro, jeg regner med at have? Hjemsøgt af denne tanke sætter han sig til at afhjælpe faren ved at prøve at overbevise sig selv om, at han har troet. Og for selv at blive sikker på, at han tror, beslutter han sig til ikke at være tilfreds, indtil han ser sådanne virkninger, at hyklere ikke kan efterligne dem, af at hans var en ægte tro.
Da siger vi til sådanne - Du bruger ikke den bedste måde at få virkelig frugt på, for du søger frugt og virkning ud fra et selvisk motiv; du søger ikke hellighed som et slutmål, og for dens egen skyld, men for at bruge den som bevis på din egen alvor. Den slags frugt er sandsynligvis ikke den bedste eller mest tilfredsstillende. Vi siger igen - Du gemmer visheden langt bort. Det kan kun være en eller anden dag langt ude i fremtiden, at du når til nogen som helst sikkerhed ved din metode, for de frugter, du søger, kan ikke komme til syne meget snart. Men vi siger igen - På denne måde fjerner du i meget høj grad dit blik fra Kristus. For du prøver at tro, og så ser du ind i dig selv, for at se om du har troet. Du ser op på kobberslangen og så fjerner du blikket for at undersøge dit sår, og for at se om bidene virkelig heler, så du kan være sikker på, at du har kigget rigtigt! Ville en israelit, der var blevet bidt lægge så megen vægt på sin fattige evne til at se? Du ser på Kristus, og så ser du væk fra Ham og på dig selv. Du er ligesom en gartner, som efter at have plantet et træ eller en blomst i frugtbar jord, er dum nok til at fjerne jorden for at se, om den har slået rod og optager fugten rigtigt. Det er helt sikkert bedre at lade roden passe sig selv, efter man først har overbevist sig om jordens frugtbarhed og tillade planten at sprede sine blade ud mod solens lys. Bliv ved med at se på Kristus, og virkningerne kan ikke udeblive.
(b) En anden form, som den samme indirekte vej tager, ligner meget. Den som antager den, forventer ikke Vished fra første færd og siger, at det er indbildskhed og stolthed hos de nye troende at tale om at være sikre på deres del i Kristus, for hvornår har der været tid for dem til at erfare eller vise frugt? Sådanne personer tror, at kun moden, udvokset hellighedsfrugt kan berettige en til at sige, 'Jeg ved, jeg er i Kristus'. Hvis vi skulle sige sådan, ville de ikke tillade en nyligt indpodet gren ( skønt den var rigtigt indpodet af Den Himmelske Landmand) at sige, 'Jeg er i vintræet'.- Nej, siger de, vent til du har båret frugt, og når så klaserne kommer til syne på dine grene, er du berettiget til at sige, 'jeg er i vintræet'. Men ikke før da.
Det er et yndlings-argument hos sådanne at der står i 1. Joh 3:14 :Vi ved, at vi er gået over fra døden til livet; for vi elsker brødrene. Men dette beviser ikke, at det er den eneste måde hvorpå vi ved, at vi er gået fra døden over til livet. Det viser bare, at en gammel og erfaren hellig som Johannes tænkte, at det kunne være godt somme tider at fremvise sin egen og sine medtroendes broderlige kærlighed som et tydeligt og ufejlbarligt tegn på deres kristne karakter. Det virker meget, som om han siger 'Vi troende kender hinanden, fordi vi er gået fra døden over til livet, ved den kærlighed til hinanden, der fylder vore hjerter. Han svarer ikke sådan på spørgsmålet: 'Er det den første eller eneste troværdige måde, du kender din arv i Kristus på?' Så langt som det helt sikkert er fra at være tilfældet, ville Johannes med det samme have sagt, at han selv fandt hvile i at kende kærligheden fra Ham, som skabte, før han kunne opdage nogen kærlighed til noget skabt af ham.
Sandheden er, at denne lange og indirekte vej er den rette vej til at andre kan forsikre sig om, hvorvidt du er i Kristus. Men der er en anden vej for personen selv, som vi snart skal tale om. Men vejen er også god især for personen selv som en bekræftelse af den korte og direkte vej , som vi snart skal tale om. Men stadigvæk siger vi, hvis denne vej var den eneste, så farvel til evangeliets glæde undtagen i de allersjældneste tilfælde. For jo mere en sjæl vokser i Nåden, jo mere et troende menneske hviler i Kristus og drikker af Hans Ånd, jo mere utilfreds vil han blive med alle sine frugter; hans fromhed behager ham ikke; han finder fejl ved den; han finder den forvirret og uren; og jo længere han lever i troens liv, jo mere skarpsynet bliver han til at opdage pletter på sine nådegaver.(3) Så det er i sandhed svært at sige, hvornår en der vokser i troen og hele tiden er nidkær med sig selv, vil samle sådan en dynge af dette guld, sådan en mængde af rigtigt helligt liv, at han uden tvivl ville kunne sige til sig selv, at han er en mand, der har et forenende bånd til Kristus. Hvis der skal ventes på gode gerninger eller fromhed, før man kan vide om troen er sand, hvornår skal vi så forvente at opnå en mængde eller kvalitet, der er tilstrækkelig tilfredsstillende?
Hvis det var den eneste vej til Vished, ville vi ikke undre os over, at mange taler om den, som noget der nødvendigvis kun opnåedes sjældent, om ikke næsten umuligt. Dette er imidlertid ikke den eneste vej; og nu hvor vi drejer fra denne vej til den anden, citerer vi en udtalelse af den gamle puritanske forfatter, Brooks:' Mange i Guds kære folk er så optagede af deres hjerter, og pligter og nådegaver, at de kun ser eller tænker lidt på Kristus, og hvad er det andet, end at være mere optagede af strømmen end af kilden? Af armbåndene, øreringene og guldkæden end af ægtemanden? af de adelige end af kongen?'(4). Og han tilføjer ' Kære kristne, var det Kristus eller dine nådegaver, nådesbevisninger, nådesplaner, der trådte Faderens vredes vinperse?' Endnu engang:' Disse personer glemmer deres store opgave, som er omgående at komme overens med Kristus, omgående at omfavne Kristus, omgående at stole på, hvile i og forblive i Kristus.
Lad os så vende os mod den anden, DEN DIREKTE ELLER KORTE VEJ.
Den, som tager denne vej, sætter sig for at forsikre sig om, hvem og hvad Kristus er. Vi tror, at Helligånden glæder sig specielt over at bruge denne vej, fordi den drejer synderens øje fuldstændig væk fra selvet over til Frelseren.
Hvad vi kalder den direkte og korte vej er den, hvor vi bliver i stand til at se op på Kristus, kobberslangen, og blive tilfredse af at se på ham. Den simple, direkte vished fås af det, vi opdager i Krisus selv; ikke i hvad vi opdager om os selv. Den fås ved, hvad vi tror om Krisus; ikke hvad vi ved om vores egen trosakt. Vi kan ( Lige som "Poor Joseph") (5) intet vide om vor egen sjæls trosakt, og dog kan vi kende Ham, som vi tror på, sådan at vi finder fuldstændig hvile. Sagt med ét ord bliver denne direkte og omgående Vished fundet, ved at opdage at Kristus, Guds-manden er selve Frelseren fra alle mine behov og mangler, fra mine synder og mit fordærv; mens jeg aldrig mere behøver at bekymre mig om spørgsmålet, om jeg er sikker på at jeg tror, og om min trosakt har den rette kvalitet.
Jeg finder den, når Ånden tager Kristi egenskaber og viser dem for min sjæl; og jeg behøver ikke vente, til Han senere viser, hvad der er i mig. Lad os forklare sagen mere grundigt.
Jeg har Vished for, at Gud accepterer mig i det øjeblik jeg ser, hvor fyldestgørende og gratis Kristi gerning er. Min sjæl bliver i stand til at se alle retfærdighedskrav tilfredsstillet ved korset; for der er fuld lydighed, og al bod er betalt. Ved korset er der plads til enhver synder, og evangeliet inviterer mig som synder, tillige med resten til at høre, hvad korset betyder. Siger det ikke til mig: Guds-manden har tilvejebragt uendelig, perfekt retfærdighed og gjort det ærefuldt for den hellige Gud at omfavne den fortabte søn. Der i Guds-mandens gerning er klippen, som synderens fod kan stå på, og det er ikke bare en smal spids, der knap nok et tilstrækkelig, men snarere et vidt kontinent, som strækker sig ud til alle sider! Er der helt sikkert plads til mig ? Jeg føler, det er nok! Selvet glemmes i overværelse af denne vidunderlige scene. Hvad kunne tilfredsstille samvittigheden bedre! Hvad kunne udråbe fred som dette! Det er tro, som vokser til Vished ved simpelthen vedvarende at betragte sit herlige objekt.
Og hvis nogen nu prøver at forstyrre mig med dette forslag,' Hvordan kan du vide, at du virkelig tror det, som du genkender som så velegnet for dine behov?' - er mit svar simpelthen dette: 'Hvordan kan jeg vide, at jeg ser solen, når jeg betragter den i al sin pragt, når den går ned?' Denne glødende himmel og denne kugle af mild og ubeskrivelig herlighed kan der ikke tages fejl af, hvis noget er sikkert for det menneskelige syn.
Den troendes egen samvittighed (6) (Selvfølgelig opfrisket af Ånden) er tilstrækkelig til i korsets nærværelse at forsikre ham om, at han som er en synder, helt sikkert er velkommen ved Den helliges bryst, som idet Han peger på 'Det er fuldbragt,' råber 'Vend tilbage til mig, for Jeg har løskøbt dig.' Se blot på det igen! Din sjæl hører, at Faderen har velbehag i Jesu Kristi, Hans Søns fulde sonoffer. Han fordømmer og afviser alle dine gerninger, alle dine anstrengelser og din skyldige person; men når Hans Søn, vor Stedfortræder, viser sig, så er Hans lydighed og Hans lidelse indtil døden anset for at være yderst herliggørende for Den Hellige og Hans hellige lov. Mens du tænker over Faderens glade hvile i Kristus, som ordnede alt for os, føler din sjæl sig som 'Amminadibs vogne '(7); på et øjeblik føler du, at din samvittighed har fundet hvile, som hvis en stemme fra den forsonende gerning havde sagt 'Ti stille, hold inde!' Dine synder, lagt på Guds balancevægt, balancerer med Jesu uendelige fortjeneste; og hvis det er tilfældet, er dine synder ikke mindre i balance med den samme vægt af umådelig fortjeneste på din egen balancevægt. Hvad tilfredsstiller Gud, tilfredsstiller dig.
Således vokser tro, som den betragter sit objekt til fuld Vished. Og hvis nu nogen igen søger at forstyrre din fredelige hvile, 'Er du helt sikker på, at du virkelig tror på det, der giver dig sådan en hvile?'- hvad andet svar kan du give end dette,' Spørg mig , når jeg glæder mig over at nyde den nedgående sols herlighed, er du sikker på , at dit øje virkelig ser den sol som du beundrer sådan?'
Jeg sætter mig ned og mediterer over sådan en passage som Joh 3:16: 'For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes men have evigt liv.' Ånden gør mig i stand til at se, at i disse ord vidner Gud om, at intet mere behøves for, at jeg kan blive accepteret af Gud, end hvad der findes i Kristus, og at alt, hvad Kristus har gjort, bliver mit ved min tro på Ham. I tillid til Guds vidnesbyrd stiller jeg ingen spørgsmål. Jeg venter ikke på noget i mig selv (som kærlighed, sorg eller andre følelser), men jeg tænker på, hvad der er i Kristus som grundlaget for min fred. Og mens jeg sådan sidder og tænker, brænder ilden - min sjæl falder til ro. (8). Og hvis nu nogen forstyrrer, eller truer med at forstyrre min stille glæde ved Faderens kærlighed ved at antyde' Du skulle først, før du nogensinde vover at hvile, være sikker på at du rigtig har troet på de ting, der gør dig så glad;' vil mit svar på sådan en ubetimelig afbrydelse være nogenlunde i samme stil som en forfatter, der brugte følgende illustration: - Forestil dig en adelsmand, dømt til døden for højforræderi, og dagen kommer, hvor han må dø. Men den morgen bliver et dokument lagt i hans hånd; det er en benådning fra kongen, uden andre betingelser, end at han accepterer den. Han læser; og som han læser, bliver han rød i hovedet, hans øjne skinner, og på et øjeblik er han fuld af glæde. Hvad ville du mene om nogen, som standsede hans glædesudbrud ved at foreslå: ' Er du helt sikker på at du accepterer benådningen?' Er din accept fuldstændig tilbundsgående? Nej, manden er opslugt af garantierne, som bliver præsenteret for ham, nemlig, hvad kongen frit giver til ham; og disse garantier gør et eget indtryk på sjælen - og vidner om benådningens sikkerhed.
Sådan er den direkte vej til Vished. Vi kaldte det en kort og øjeblikkelig vej. Er det ikke sådan? Vi sagde også i begyndelsen, at det kunne vise sig, når alt kommer til alt, at vi havde en måde vi kunne kende vores nåde og accept på, på mange måder bedre, end den som ved én lejlighed blev overbragt Esajas, og ved en anden til Daniel, og ved en anden til den lamme mand, og ved en anden til synderinden og til røveren. Vi holder os stadig til vort standpunkt. For vor vej til at vide at vi er accepteret, ser du, er en, der hviler på fakta, der ikke kan ændres, hvis betydning ikke kan forsvinde eller reduceres. Hvis den reduceres i vore sjæle for en tid, kan vi bringe den til live igen ved på ny at studere de fakta, som først skabte den. Hvorimod den ene ytring der forsikrede Esajas, Daniel og de andre nævnte, i tidens løb kunne falme noget i sin livagtighed; og individet kunne måske sige til sig selv:' Åh, hvad hvis jeg har overvurderet betydningen af den ytring! eller hvad hvis jeg har glemt noget af den? og hvad hvis min uværdighed senere har afskaffet løftet?' I et mørkt, selvbebrejdende humør, vil en sådan delvis udslettelse fra sindet eller hukommelsen af én eneste bekendtgørelse meget muligt finde sted; for ikke at referere til andre svækkelser, sådan så personen i et tilfælde, der ligner Esajas' kunne sige til sig selv' Hvad hvis det kun refererede til fortiden og ikke inkluderede, hvad er skete siden hen? Men, på den anden side, vores måde at sikre vores nåde og accept på nu, hviler på fakta, der ikke kan skifte eller forandre sig - fakta som for evigt er glansfulde, fakta, der for evigt er rige på betydning, fakta der for evigt ytrer det samme høje, tydelige, fulde vidnesbyrd for synderens sjæl. Ja, vi har et alter og stemmen fra alteret og dets fire horn kan høres tydeligt dag efter dag som i begyndelsen. Vort alter er Kristus, og denne Kristus døde, genopstod, vendte tilbage til Faderen og går i forbøn for os. Disse er de fire horn på vores alter! Lad os gribe fat i hvert af dem og se! vi ser et offer, der modtages, for os, et offer der udråber fred, som får vor samvittighed til at falde til ro, som får vore hjerter til at juble af glæde; for Gud har fundet velbehag i det. Vi har Guds Ord, som er genfortalt det mange gange, som et vidnesbyrd man kan tro på; og derfor finder vi sikkerhed mod Satans hviskende mistanker.
Og skulle nogen indvende,' Der har helt sikkert været mange gode Guds mænd, som ikke tog den korte og direkte vej; 'lad os minde dem, der snubler over dette faktum ( for det er et faktum) om en anekdote, som gode, gamle Brooks (9) har nedskrevet. En præst, der havde stor glæde i Kristus, sagde på sit dødsleje angående sin fred og sjælero, 'at han nød dem ikke ved at have et større mål af nåde, end andre kristne havde, ej heller ved noget specielt direkte vidnesbyrd fra Ånden, men fordi han havde en mere klar forståelse af Nådens Pagt!'
Vi må heller ikke undlade at bemærke, at denne øjeblikkelige direkte vej, er den der særligt ærer Gud og Hans elskede Søn, eftersom den priser den fri nåde. Her viser Herrens fri kærlighed sig selv som så overmåde fri, at han ikke vil spørge om prisen for et øjebliks venten eller forsinkelse. Betragt korset, og fald med det samme til ro! Hvorfor vente, når alt er parat? og hvor er der plads til den påstand at Guds nådes tid, og så stor en nåde, som den der gør dig sikker på at blive accepteret, måske ikke er kommet? Gud i Kristus venter på dig (10), præsenterer og tilbyder dig en øjeblikkelig velkomst, øjeblikkelig fred.
Hvad siger du så, tvivlende sjæl? Er du stadig tilfreds? Vished kan fås ved urokkeligt at betragte Guds Lam; og er der ikke noget syndigt i at du nægter at betragte Ham urokkeligt? Mangel på Sikkerhed efterlader dig i en forfærdelig situation, hvor du, som du selv har påvist, stadig er et Satans barn! Og kan du forblive sådan uden alarm? Og verden svinder væk. I er døende mennesker. Kristus kommer hurtigt; kommer som en tyv om natten, kommer i en time du ikke tror, og du er ikke parat til at møde Ham ved Hans komme. Der er ikke mindre end 80.000 af vore medmennesker, der dør hver dag; 80.000 døde i dag; og 80.000 til skal dø i morgen, og du kan være en af dem, som dødens le skal slå ned som græs - og dog er du tilfreds med bare at have et svagt håb! Tilfreds med at være uden vished! Du er ligesom den ulykkelige filosof, der engang sagde:' Jeg har levet i usikkerhed, jeg dør i tvivl, og jeg ved ikke, hvor jeg går hen.' Skal det fortsat være sådan hos dig? Rejser synerne af et evigt helvede sig aldrig op foran dig? Bliver du aldrig grebet af kold frygt for, at helvede venter på dig? Munterhed er højst upassende for dig; latter er ude af billedet; freden kan ikke blive under dit tag, for du er fuldstændig i vildrede med din evige skæbne. Ja, det kan endda næsten være slut med al den glæde, du nogensinde skal finde! Vil du ikke nu stå stille, og én gang til undersøge den korsfæstede Kristus, Kristi fuldbragte gerning, for at se om ikke det ikke kan yde den fred, som alene kan tilfredsstille sjælen, nu og for evigt? Vi har prøvet at vise dig det hele; og nu forlader vi jer, og beder til at Helligånden vil give kraft til vore ord, idet vi meget vel ved at alt ellers er forgæves:

' Lad alle løfter stå foran ham
og sæt en Barnabas til højre for ham
Disse i sig selv kan ikke tilbyde nogen trøst
Det er Kristus, og ingen andre end Kristus, der kan sige ordet.'

(1) Bemærk, at i Det Nye Testamente indbærer nådegaven håb ikke tvivl, men forventning om ting, der endnu er fremtidige. Således blev håbet i 1. Joh. 3:3 fastslået i vers 2: 'Vi ved, at når Han åbenbares, skal vi blive ligesom ham'. Gamle forfattere plejede at citere en latinsk talemåde: Når ordet håb bliver brugt om jordiske ting, er det et ord for et gode, der er usikkert; ordet håb brugt om himmelske ting er et ord for et gode, der er helt sikkert.

(2) Afdøde Dr. Sievewright fra Markinch, har bemærket i en prædiken over Ef. 1:13: 'I de primitive tider, kunne en apostel holde det for sikkert, at alle i kirken troede. For da Paulus skrev til Efeserne, kommer han da med en eneste hentydning til deres manglende tro? Eller udtrykker han en eneste formaning om deres tros overbevisning? Eller kommer han lige fra begyndelsen til slutningen af sit brev med nogen antydning af sådan en ting, som at vantro forekommer? Nej, i de dage tænkte kristne mennesker lige så lidt på at nægte at tro på Frelseren som på at benægte Sandhedens Ord. Men nu, forekommer det så ikke ofte, at en mand får et kristent navn, og udfører kristne pligter, og modtager kristne privilegier i årevis, skønt han stadig langt fra har tillid til Kristus med troens sikkerhed, at han ikke alene anser sig for fattig på tro, men også ofte udtrykker en frygt for at fuld tro og tillid er en farefuld form for indbildskhed uden garanti? Hvor mærkeligt ville det ikke have lydt på apostlenes tid hvor at tro på Kristus og have fuld og fast tillid til frelsen var den første øvelse, hvor de opfordrede de vakte til at søge alvorligt efter evigt liv og modtage Guds forklaring af vejen. De første kristnes bemærkelsesværdige tillid gav deres karakter en fuldkommenhed, som nu sjældent ses.

(3) John Newton bemærker i sin prædiken 'Om Troens Vished': Hvis iboende helliggørelse, eller en betragtelig forøgelse heraf, skulle anses som den rette grund til vished, ville de , der er mest ydmyge, alvorlige og begærlige efter at blive tilpasset Guds vilje, være de mest forvirrede og modløse i deres søgen efter den. For de, af alle, ville være mindst tilfredse med sig selv og hurtigst erkende deres utallige pletter.
(4) Brook'sCabinet s 393

(5) Nogle venner, som kom for at besøge ham, undrede sig over altid at høre ham dvæle ved dette og kun dette. Joseph er den største af alle syndere, men Jesus kom til verden for at frelse syndere. De sagde:' Men hvad siger du om dit eget hjerte, Joseph? Er der slet ikke tegn på noget godt i det? Er du kommet overens med Kristus ved at handle i troen på Ham? Hans svar var,' Joseph kan slet ikke handle. Joseph har ikke noget at sige om sig selv, andet end at han er den største synder; dog, siden det er et pålideligt udsagn, at Jesus kom ind til verden for at frelse syndere, hvorfor kan Joseph så ikke blive frelst? ( O.a. Poor Joseph er måske Joseph Dobson, der blev hængt for mord i januar 1844, som blev omvendt i cellen ved hjælp af metodistpræsten Nehemiah Curnock)

(6) Samuel Rutherford siger i en prædiken over Lukas 8: 72: 'Når jeg tror på Kristus, får instinktet om Guds Nåde, blandet op med Guds Ånd, mig til at vide, at jeg kender Gud, og at jeg tror, og derfor er jeg helt sikker på, at jeg i Kristus.' Han tilføjer så, at dette ikke hindrer andre indre beviser.

(7) Udtrykket står i den engelske 1769 Bibel, Højsangen 6:12 men ikke i den danske. Der står: 'Det ædle folks datter gjorde mig bange.'

(8) Halyburton (Mem. kap 2 s 3) siger: ' et sødt og trøstende håb og overbevisning om min egen frelse var ansvarlig for klarheden i opdagelsen af vejen til frelse. Håbet voksede i styrke, eller blev svagere, efter som opdagelserne af vejen til frelse blev mere eller mindre klare og stærke.

(9) Cabinet s. 115

(10) Det er en meget almindelig fejl at gå ud fra, at Gud nogen gange råder os til at vente. Men hvis at vente bruges i betydningen forsinkelse, eller at udskyde en øjeblikkelig beslutning, hævder vi, at der ikke er nogen passage i Bibelen, der støtter sådan en idé. Nogen citerer Salme 40:1 'Jeg ventede tålmodigt på Herren (o.a.: I den danske Bibel '92: Jeg satte alt mit håb til Herren), hvilket vil sige 'jeg ventede ivrigt'. Nu, ikke for at insistere på det faktum, at her er taleren Kristus vor Sikkerhed, må vi huske på, at Det gamle Testamentes brug af ordet vente ikke har nogen som helst ide om tøven, eller forsinkelse eller veltilfreds venten i sig. Det betyder altid at spejde ivrigt efter, som når en hund ser op til sin herres bord efter krummer; eller som når folket ventede på at præsten kom ud af 'Det Hellige', eller som i Job 29:23 den ivrige, intenst ivrige spejden efter regn i lummert vejr. Dette betyder det, Mik 7:7 ' Jeg venter på min frelses Gud.' Dette betyder det, Hab 2:3 ' Hvis det trækker ud, så vent;' det betyder, hvis du ikke ser disse ting ske lige med det samme, hvis du ikke straks ser Herren i al Sin herlighed besejre sine fjender, så spejd ivrigt efter det! Fremskynd den dag! Dette er måden Guds folk venter, som omtalt i Salme 130:6; Es 40:31 . Og også i Klagesangene 3:26 er der et tilfælde med en fortvivlet sjæl, som ivrigt spejder og spejder efter frelsen og alligevel er rolig og resigneret. Venten i Skriften er ikke det mindste lig med med den skødesløse, letsindige sjæls, som udgiver sig for at være uvillig til at forvente den suveræne nåde. Og når Gud selv i Es. 30:18 siges at 'vente på at vise jer nåde,' er den samme ide om ivrig alvorlig spejden indeholdt. Det er den samme ivrige venten som den Fortabtes Far efter sin søns tilbagevenden, efter hvis komme han altid er på udkig. Helt sikkert, der er intet i Skriften, der underbygger en vantros venten på tro.

Oversat efter Andrew Bonar:"What gives assurance"

Tilbage til indholdsfortegnelsen

Tilbage til hovedsiden