Nogen gange er det nyttigt at sætte forskellige forhold og karakterer op over for hinanden. De tre kors - hvor instruktivt! De tre Mariaer, de tre officerer. Her har vi de tre Ananias'er. Deres navn betyder 'Jehova er nådig'. Deres forældre tænkte, det skulle være et lykkenavn, og alle syntes at glæde sig over, hvad det udtrykker. Mange gør dette til en sovepude. Lad os aldrig bedrages af navn eller stand, for selv fromhed er ikke tro, og stand er ikke vigtigst.
I. Ananias, korsets fjende. - Han var søn af Nebadæas og efterfulgte Josef, som efterfulgte Annas og Kajfas. Du finder ham med Bibelen i hånden fra fødslen af, som levit og præst. Han havde med de højeste former for religion at gøre, med dens ritualer foran alteret dag efter dag. Én gang om året ville han være i Det Allerhelligste og se Nådestolen og se på blodet, - ja, påstænke det. Enhver hellig ting i ord og forordninger var han kendt med. Og dog var han en 'kalket væg,' - kun egnet i det ydre, alt var formalisme og udvendighed. Han hadede al levende religion og blev vred ved enhver manifestation af den. Hans hjertevenner var romerske guvernører og sådanne som Tertullus (Apg. 24:1). Verden, selv de samme glæder som hedninge nød, var stadig i hans hjerte. Josefus fortæller at før den sidste belejring af byen, skjulte han sig i en akvædukt og blev trukket ud for at dø. Ligeledes skal han engang prøve at skjule sig under klipperne eller råbe 'Nåde, Herre!' i overensstemmelse med sit navn, men ikke finde den.
I vores samfund er der mange som Ananias, mennesker opdraget med Bibelen i hånden, bekendt med forordninger, med bønnebogens rutine, eller familieandagt, eller gudstjeneste. Ja, de går endda til Herrens Bord, og løfter højtideligt hænderne op, ser på blodet på Nådestolen og siger ' vi tager det'. Alligevel er deres hjertevenner mænd som Felix og Tertullus, som de hygger sig sammen med i lyst og overfladisk munterhed. De skyr instinktivt sand levende religion og mennesker der har den, byder dem at 'tie stille' - slår dem på munden. De har aldrig kendt til at blive født på ny. Enhed med Kristus er for dem hykleri eller nonsens. Og sådan dør de! Men på Kristi Dag, se! bliver de trukket ud af deres skjulesteder i klipper og bjerge.
II. Ananias, der tilsyneladende troede. Han var en halvhjertet mand, der dog syntes pålidelig. Vækkelsen havde vind i sejlene. Han tilsluttede sig de sande troende på et tidspunkt, hvor deres tro var stærk, hvor de var vant til hver dag at se ind i Herligheden, og hvor de var højt oppe. Idet han følte en hemmelig overbevisning om at de havde ret, slog han følgeskab med dem, fjernede sig fra sine tidligere venner, blev venner med de gudelige, lovpriste og beundrede apostlene og blev ret nidkær. Men han var ikke rigtig født påny, Ånden var ikke rigtig i ham, hvilket snart viste sig. For enten ud fra et ønske om at blive lagt mere mærke til eller ud fra en kun delvis overbevisning om at selvfornægtelse var det rette, solgte han en del og foregav at give alt. Og sådan ser vi at han aldrig havde hvilet i Kristus og været tilfreds med Hans ubemærkede lydighed i Nazareth. Han døde en forfærdelig død. Hans navn hjalp ikke, der var ingen nåde for ham. Han faldt sammen - sikke en forfærdelig overraskelse - midt iblandt de troende.
Der er stadig sådanne iblandt os. De har en hemmelig overbevisning om at det er sikkert og rigtigt at være troende, så de efterligner andre, går til møder og fjerner sig fra verden. Du kan måske opdage en lighed med Ananias i dig selv. Måske, ønsker du, når du føler dig overset, at blive kendt eller vende tilbage til før. Eller hvis der samles ind til et missionsanliggende, giver du en smule og siger for at lette samvittigheden, 'det er alt, hvad jeg har råd til'. Måske er du halvvejs bevidst om at det er andres eksempel, der river dig med. Er du villig til at undersøge dig selv? Spørg dig selv, 'hvorfor er jeg ikke villig til at gøre som Jesus gjorde i Nazareth, skønt jeg ikke bliver bemærket? Hvorfor er jeg selvglad, når jeg gør eller siger noget godt? Er disse ting ikke for en sand hellig lige så naturlige som strømmende bække om foråret? Er jeg uafhængig af penge og komfort, af navn og ære som min lykke, og finder den i Jesus? Ånden har fundet ud af det, for Han vidste aldrig af et tidspunkt, hvor Han kunne åbne døren til dit hjerte. Ved din bekendelse er din samvittighed måske i ro. Oh, se på synd, som du ser den i loven ikke som du føler den. Du kan ikke ved forfængelighed lyve for Helligånden !
III. Ananias, den sande discipel. - En af Guds glade tjenere. Du ser hans liv i kap 22.12, 'velanskrevet;' og han ' levede fromt efter loven;' han var parat til at adlyde (kap 9, 10-17). Han lærte at blive en discipel først ved korset, hvor en stemme sagde 'Ananias, kom til Mig' og lige siden havde han adlydt den. Hør Kristus kalde Sine får ved navn 'Ananias!' og bemærk hans broderlige kærlighed  'Broder Saul.'
Har du privat omgang med Kristus og bliver sendt i Hans ærinder? Lykkelige Ananias! Han bar hvilen til Paulus, som bagefter bar Kristus til mange tusinder; og lige meget om han døde som martyr i Damaskus, som overleveringen siger, eller i sin seng, var det med fred. Han passede til sit navn. Han kendte Gud som 'nådig'.

Dér er Ananias på Den Store Dag i sine præstelige gevandter, med brystskjoldet, på hvilke der er navne på alle stammer, men ikke plads til Jesu navn! Nej, hans gevandter kom ikke i nærheden af Jesu blod. Så er der den anden Ananias. Han så at ypperstepræstens hjerte var tomt, men han fandt aldrig selv det der kunne fylde hele hans sjæl. Han flygtede fra Sodoma, blot for at blive som Lots kone! Men du, hellige Ananias, kom! Paulus får sin krone 'men ikke kun til sig selv' - også til ham der fik skællene til at falde fra hans øjne. Ja, siger Jesus, til den stille hellige med hvem Han talte, og som talte med Ham - til Paulus med sine ti talenter , til dig med dine fem talenter. 'Gå ind til din Herres glæde'.
Den først Ananias så hverken ind i sig selv for at se helvedet der, eller på Jesus for at se døren til Himmelen, eller Himmelen selv, der. Den anden kastede kun et blik på begge og så heller ikke fuldt ud. Men den tredje så, til han så sig selv fortabt, og vreden hans del; og så op til han læste, 'jeg har fundet løsepenge' i Faderens hænder som viste ham til Jesus.