Abrahams alter
Prædiken holdt i Glasgow, Anderston Free Church den 29. september 1889. Når man læser denne
prædiken, er det interessant at notere sig, at Andrew Bonar
nu var 79 år gammel, og at de fleste venner og hans kone (25 år før) var døde.
Han alene syntes at blive tilbage år efter år...)
Abraham
plantede en tamarisk* i Be'ersheba, og der påkaldte
han Herren den evige Guds navn
På
dette sted der halvvejs var ørken, men nær en samling brønde fulde af klart,
rent vand, plantede Abraham en gruppe træer - en lund. Nu ser du ham, og du ser
en lille skare af pilgrimme - som vi kan kalde dem, der sammen med ham bor på
dette sted - gå ind i lunden og påkalde Herrens navn. Du ser dem, dag efter
dag, gå ind i lunden og der nyde hvilen og køligheden og kalde på den evige
Guds navn. Brødre, det er Abraham der gør dette, med sine trofaste venner.
Og der er et alter i den lund, et alter som altid fortæller om offer og om
blod, der flyder, fordi de ved, de er en flok syndere, og de ved, at de behøver
offerblodet lige så meget som Abel gjorde, da han lagde et lam på sit alter. Se
den lille gruppe gå rundt om alteret i meditation og lovsang og bøn og
tilbedelse. Men vi mangler at læse indskriften på alteret, at læse ordene
skrevet på det: Herren, den evige Gud, 'Jehova Elohim',
Evighedens gud, den evige Gud. Men, kære brødre, lige som Jakob senere rejste
et alter og kaldte det 'El-Bethel', Bethels Gud, i erindring om hvad der havde været for lang
tid siden der, sådan var det også passende for Abraham, som vandrede fra sted
til sted, og ikke havde nogen fast by her, at have et alter og skrive det navn
'Den evige Gud', som om han sagde,: 'Jeg savner hvert eneste øjeblik venner,
men jeg har en ven, som kalder mig "min ven Abraham", en ven som aldrig
vil svigte eller dø, den evige Gud.
Kære brødre, jeg inviterer jer til at kaste fire stille blik på dette alter. Se
Abraham støtte sig til det og der tænke på sine pilgrimsdage. Han har så ofte
flyttet op og ned, hevet teltpløkkerne op og løsnet bardunerne, ofte snart
efter de var blevet sat i. Se Abraham gøre dette og ofte føle det underligt at
han er en vandringsmand, med håbet om det forjættede land udsat, og som møder
meget, der trætter og besværer sjælen ; men han går ind i lunden, den
skyggefulde lund, og i lundens skygge finder han en stille tid til at mødes med
Herren, den evige Gud. I elvte kapitel af Hebræerne finder vi, at det bliver
sagt at han, og de der var hans bekendte, 'at de var fremmede og udlændinge på
jorden'. Han så hinsides det forbipasserende sceneri; og den storslåede
inskription på alteret 'Herren, den evige Gud' fortalte ham, hvor hans hjerte
og hvor hans skat lå. Lad mig spørge, er livet for dig et kort ophold, en
pilgrimsfærd? Du har ikke slået dig ned i verden; du passerer bare gennem den.
Hvis du føler noget lignende som Abraham, er den eneste blivende ting, du kan
pege på, Herren, din ven, den evige Gud. Og kan du pege på Ham og regne med
Ham? Du ser Ham ikke, men du kender ham.
Men,
kast et andet blik på alteret. Her støtter Abraham sig til det og tænker på
sine med-pilgrimme. Også de tilhører den evige Guds
familie. Men fra tid til anden forsvinder nogle af dem, og han ved, at han kan
blive forladt meget snart. Hans barndoms venner, mange af dem er borte. Han
lagde sin far Tera i graven i Haran.
Han kom til dette land, og der har han på afstand set Sodomas røg stige til
vejrs, røgen fra den fordømte by på sletten. Åh! Men han har set noget der
hjemsøger ham til stadighed; han har set sin nevø Lots skam - Lot, som en
visnet gren- og alt dette går ham til hjertet. Og han er blevet tvunget til at
tage afsked med Hagar og Ismael;
og hvad der kommer mere af forandringer, skal han ikke kunne sige. Men alt
dette sender ham tilbage til sit alter, og det er med usigelig vederkvægelse,
at han igen og igen læser, Herren, den evige Gud', 'hos hvem der ikke findes
forandring eller skiftende skygge.' Mens han stille hvilede her, hvor ofte
havde hans ven Herren så ikke været nær. Søger du således til Herren i
bedrøvede stunder, den evige Gud? Er det sådan, at du vederkvæger dig med
'Jesus Kristus, den samme i går, i dag, og til evig tid.' Han den samme, Hans
ord det samme. 'Du består', ved du, der er sagt om ham. Du læser det i
begyndelsen af Hebræerbrevet: 'Jorden og himlen forgår, men du består' den
evige Gud og Frelser.
Jeg sad en dag i mit studerekammer, da en gæst bad om at komme at få foretræde.
Hun kom ind og satte sig ned. Jeg så, en mørk sky af bedrøvelse og sorg på
grund af et dødsfald hænge over hende. Jeg var interesseret. Vi havde bare talt
omkring to minutter, da hendes ansigtsudtryk ændredes; det begyndte at blive
lyst, og så rejste gæsten sig op og sagde: 'Nu kan jeg gå, min byrde er borte.'
Mens hun sagde det, pegede hun på væggen. På væggen hang der nemlig ordene:
'men du består.' Gæsten sagde til mig: Jeg fik øje på disse ord for et halvt
minut siden; og det er nok, det er nok.' De havde hældt glædesolie på en såret
ånd. Er de nogen her, der er bedrøvede og sørger? Læs disse ord:' Du består'.
Se på Abrahams alter og læs inskriptionen, 'Herren, den evige Gud'.
Men
kast et tredie blik på alteret. Her støtter Abraham
sig til det og ser frem imod evighedens stad; for vi bliver udtrykkeligt
fortalt i Hebræernes elvte kapitel at gennem hele sit pilgrimsliv
'ventede han på byen med de faste grundvolde', og sådannne
grundvolde' hvis bygmester og skaber er Gud. I den by, fik han fortalt af sin
ven Herren, den evige Gud, at han ville mødes med dem, han havde savnet for en
tid. Han var fortsat dag efter dag, præcis som vi gør, mens vi i virkeligheden
siger 'for her har vi ikke en by, der består, men vi søger frem til den, der
skal komme.' Men når han var angrebet af fjender; forstyrret af omstændigheder;
hårdt prøvet af afgudsdyrkelsen omkring sig, vendte han sig igen til sit alter
og så Herren, den evige Gud, forblive den samme.
Brødre, vi har mere trøst end ham, for vi har fået flere nyheder overbragt til
os fra den evige Gud end Abraham, men selv dengang fik Abraham nok til at give
sin sjæl vederkvægelse og hvile; og han ville ofte fryde sig, som den passage i
hebræerne antyder, ved udsigten til at mødes i 'byen med de faste grundvolde'
med alle som havde været hans ledsagere og venner her. Den by - han kunne ikke
kende den fuldstændig: han kendte den ikke så godt, som Johannes på Patmos kendte den. Jeg vil vove at sige, at han ofte
tænkte, når han sad under de skyggefulde træer i lunden:
Hvordan vil det være der?
Åh! Brødre, det behøver vi ikke at sige mere: Vi kender den by. Og tænker du aldrig på, hvordan det vil være at gå i den by, i dens gyldne gader i lyset af - jeg var lige ved at sige solen, men der er ikke brug for en sol der. 'Lammet er dens lys'- over den by - i de klare stråler som strømmer fra Lammet, går vi der og siger, mens vi spadserer til hinanden: ' Strålerne er for klare; lad os gå ind i skyggen af dette livets træ et øjeblik, og lad os tale sammen der' Skal vi ikke tale om fortiden? og skal vi ikke da forstå Guds handlinger og synge nye sange fra dag til dag, som vi får ny indsigt i Guds veje? Disse er vore udsigter, og, kære brødre, det er vist, når vi har sådanne udsigter, burde vi hver dag være i godt humør, og fortsætte med at fryde os i denne tanke, at der er en by, der består, en der kommer.
Men
engang til, kast et fjerde blik på alteret. Ville trofaste Abraham (igen ved
sit alter! trofaste Abraham!) manden som øjeblikkelig troede lige meget, hvad
Gud sagde, manden som reagerede på hvert eneste hentydning Gud havde givet ham
som en lydighedens sti, manden som sprang af glæde, da han bare fik et glimt af
Kristi dag, ikke juble i ham : 'han jublede over at se min dag, og han fik den
at se og glædede sig.'- sprang af glæde, som ordet
betyder. Dette er manden, vi nu ser igen støtte sig til sit alter. Og hvad nu?
Han råber sin glæde ud og vidner mod alle afguder. 'Den evige Gud, Herren' var
der skrevet på det alter, og ingen kan komme nær uden at læse, hvem det er, der
fylder og tilfredsstiller Abraham. Abrahams Gud er en evig Gud. Selv
afgudsdyrkerne havde aldrig forestillet sig, at de havde mere end en begrænset
eksistens - et usselt tilbedelsesobjekt for en udødelig sjæl! Den udødelige
sjæl må have en evig Gud, hvis den skal fyldes og tilfredsstilles. Johannes
siger i sit brev: 'Kære børn, vogt jer for afguderne! 'Du og jeg kan have
afguder, så sandelig ikke som kanaanæernes: men hvis de er afguder, er de
dårlige, og lige som deres afguder, forsvinder de op i røg. Men den evige Gud,
Herren alene, tilfredsstiller og fylder vore hjerter. Åh! brødre, fortæl dine
medmennesker om det velsignede i at eje sådan en arv som denne. Fortæl dem, at
vi har en evig Gud; og fortæl dem, at han bringer velsignelser som disse: evig
forløsning, evigtvarende retfærdighed, frelse for evigt , evigt liv,
evigtvarende miskundhed, eller (bogstavelig talt) en hel evigheds miskundhed -
det er vores arv. Fortæl mennesker om dette. Vores evige liv; vore sange og
evige glæde. Fortæl dem om disse ting, og den evige herlighed, der er på vej og
næsten allerede er kommet. Alt dette er vores arv, arven til dem, der kender
det alter, det offer og den evige Gud: Vores Gud gennem det offer.
Ufrelste mennesker! Det vil ikke være gode nyheder for jer at høre at Gud er
den evige Gud, for du har at gøre med ham, og hvis det frelsende blod, på
hvilket alteret og dets offer er et billede, ikke er stænket på dig, hvilke
udsigter har du så i den kommende evighed. Ved du, at det er beskrevet på én
måde, 'evig straf'? Dommen er afsagt - fordømmelsen - evig. Hebræerne 6:2
kalder det en 'evig dom', som aldrig kan ændres. Mennesker siger og djævle
siger måske, og lærer mennesker at sige - Nej; ikke evig. Men Gud siger 'evig
dom', 'evigtvarende ild', evig som vor evige Gud. Mere end én gang brugte
Kristus det ord 'evig straf'; 'evigtvarende'-
frygtelige ord, brødre 'evig undergang fjernt fra Herrens ansigt.' Ruinen, oh
synder, ufrelste synder, alle dine teorier ødelagt, alle dine planer, alle dine
håb, oh, og alle de glæder, du har, sådan som de er, bliver fejet bort. 'Evig
afsky', også, siger profeten Daniel; du skal ikke ynkes, men foragtes hele
evigheden på grund af din letsindighed. Richard Baxter
siger en slående ting om dette. Han siger: 'en usling dømt til at dø i morgen
kan ikke glemme det. Og dog kan stakkels syndere, der er ikke er sikre på om de
vil leve i morgen, og som er sikre på, i hvert fald meget hurtigt at stå foran
Dommerens majestæt, glemme alt dette'. Åh! Ubekymrede sjæles dumhed! Åh denne fantastiske
letsindighed og uopmærksomhed hos ugudelige mennesker, at de kan glemme. Jeg
siger igen, at de de er i stand til at
glemme 'evig glæde', evig smerte', 'den evige Gud' og 'stedet for deres evige
bolig'. Åh, synder! der er kun et tyndt kropshylster, mellem dig og den
forbavsende tilstand, bag afgrunden, den evige afgrund som aldrig kan krydses.
Hør hans røst i dag; og gør ikke jeres hjerter hårde.
oversat efter "The Altar of Abraham
* I den engelske udgave står "grove", som betyder lund. Be'ersheba kan betyde edsbrønd eller syvbrønd.